De første 300 g hindbær som vi har plukket i vores have, blev i dag lavet til marmelade. Derefter endte marmeladen i hjemmelavede hindbærsnitter. Jeg havde lyst til at prøve en ny opskrift på hindbærsnitter og fandt en på nettet. Den kan virkelig anbefales og derfor måtte den ind på min blog.
Hindbærmarmelade
300 g hindbær
300 g sukker
1/2 dl vand
Citron til at afbalancere marmeladen med
Alle ingredienser kommes i en gryde og koges. Marmeladen er færdig når boblerne på overfladen begynder at hænge sammen.
Opskriften er en "pund til pund" opskrift, så den er nem at huske samt nem at gange op.
Hindbærsnitter
200 g smør
300 g mel
100 g flormelis
2 æggeblommer
1. Bland alle ingredienser sammen til en ensartet dej.
2. Stil dejen i køleskabet i mindst en time - gerne længere.
3. Del dejen i 2 og rul dem tyndt ud - ca. 2-3 mm i tykkelse. Lad den ene halvdel stå på køl, imens den anden rulles ud. Rul dernæst den sidste halvdel ud imens den første er i ovnen. Skær evt. pladerne pænt til i kanterne. Pladerne skal bages 10-12 min. Dette er kun cirkatider, da det afhænger meget af ovn og tykkelsen på pladerne.
4. Når pladerne er færdigbagte, deler jeg hver plade i 2 lige store dele. Dermed har man 4 mindre plader, som er nemmere at håndtere.
5. Nu smøres der marmelade på 2 af pladerne og dernæst lægges de andre plader ovenpå marmeladen.
6. Udskæringen af selve kagerne kan gøres på mange måder. Det er op til en selv hvor store kagerne skal være og hvilken form de skal have. Nogle gange skærer jeg dem aflangt som en klassisk hindbærsnitte, andre gange skærer jeg dem kvadratisk eller som trekanter.
7. Når kagerne er skåret ud lægges glasuren på og kagerne pyntes med krymmel, frysetørrede hindbær eller hakkede pistacienødder.
Rigtig god fornøjelse - de er værd at prøve :-)


Ingen kommentarer:
Send en kommentar