lørdag den 27. juli 2013

Ribsgele og solbærsyltetøj

Den anden dag gik vores tur ud i det blå til bla. Naturbruget Vasen, hvor vi plukkede lidt ribs og solbær. Nu er de fleste af bærrene brugt. Af ribsene har jeg lavet ribsgele og af solbærrene har jeg lavet syltetøj.




Det blev til to små glas ribsgele og 4 glas solbærsyltetøj. Jeg satser på at vores ribsgele kan holde sig til juleaften, så den kan komme i de halve kogte æbler :-) 



Opskrifterne er begge fra Tørsleffs "Den grønne syltebog"




I morgen skal de allersidste selvplukkede ribs og solbær bruges - måske i selskab med lidt stikkelsbær fra haven :-)

torsdag den 25. juli 2013

Tur til Vasen

I dag tog vi en tur ud i det blå, dog med et par faste destinationer. Et af dem var Naturbruget Vasen. Her plukkede vi lidt ribs og solbær



- så i morgen skal der syltes!

onsdag den 24. juli 2013

Aftensmad fra haven

I dag fik vi de første nye kartofler fra haven. De blev brugt til kartoffelmadder. Vi fik også de første bønner fra haven, og de blev spist til. Rigtig dejlig aftensmad :-)


mandag den 22. juli 2013

Hindbærsnitter med hjemmelavet marmelade

De første 300 g hindbær som vi har plukket i vores have, blev i dag lavet til marmelade. Derefter endte marmeladen i hjemmelavede hindbærsnitter. Jeg havde lyst til at prøve en ny opskrift på hindbærsnitter og fandt en på nettet. Den kan virkelig anbefales og derfor måtte den ind på min blog.




Hindbærmarmelade

300 g hindbær
300 g sukker
1/2 dl vand
Citron til at afbalancere marmeladen med

Alle ingredienser kommes i en gryde og koges. Marmeladen er færdig når boblerne på overfladen begynder at hænge sammen.
Opskriften er en "pund til pund" opskrift, så den er nem at huske samt nem at gange op.



Hindbærsnitter

200 g smør
300 g mel
100 g flormelis
2 æggeblommer

1. Bland alle ingredienser sammen til en ensartet dej.

2. Stil dejen i køleskabet i mindst en time - gerne længere.

3. Del dejen i 2 og rul dem tyndt ud - ca. 2-3 mm i tykkelse. Lad den ene halvdel stå på køl, imens den anden rulles ud. Rul dernæst den sidste halvdel ud imens den første er i ovnen. Skær evt. pladerne pænt til i kanterne. Pladerne skal bages 10-12 min. Dette er kun cirkatider, da det afhænger meget af ovn og tykkelsen på pladerne.

4. Når pladerne er færdigbagte, deler jeg hver plade i 2 lige store dele. Dermed har man 4 mindre plader, som er nemmere at håndtere.

5. Nu smøres der marmelade på 2 af pladerne og dernæst lægges de andre plader ovenpå marmeladen. 

6. Udskæringen af selve kagerne kan gøres på mange måder. Det er op til en selv hvor store kagerne  skal være og hvilken form de skal have. Nogle gange skærer jeg dem aflangt som en klassisk hindbærsnitte, andre gange skærer jeg dem kvadratisk eller som trekanter.

7. Når kagerne er skåret ud lægges glasuren på og kagerne pyntes med krymmel, frysetørrede hindbær eller hakkede pistacienødder.

Rigtig god fornøjelse - de er værd at prøve :-)

søndag den 21. juli 2013

Høst fra haven

Så blev den første portion hindbær plukket i haven. Jeg tror de skal bruges til hjemmelavet hindbærflæsk inspireret af Mette Blomsterberg.

Det første hvidløg blev også taget op af jorden - det skal bruges til aftensmaden.




fredag den 19. juli 2013

Blomster fra haven

Det er dejligt på denne tid, når man bare kan hente blomsterne til sine buketter i haven.


Buket med Sankt Hans urt, løvefod,
dagsliljer m.m. 
      



Lavendler :-)


mandag den 15. juli 2013

Jordbærplukning

I dag var det vores første jordbærplukningsdag denne sommer. Der skulle plukkes til fryseren og til aftenens dessert. Det blev til ca. 7-8 kilo.


Jordbær til dessert :-)


Jordbær til vinterens jordbærgrød :-)


Den sidste portion hyldeblomstsaft blev
siet og frosset ned


Næste gang vi skal plukke jordbær, så skal der gang i saftkogeren :-)

tirsdag den 9. juli 2013

Hyldeblomstsaft


Endnu en portion hyldeblomstsaft er på vej. I dag plukkede drengene og jeg flere hyldeblomster. De er nu lagt i lage og om 3-4 dage er der mere saft til fryseren.


Hyldeblomstsaft

20-30 store hyldeblomstbuketter
1-2 økologiske citroner (efter smag)
1,5 liter vand
900 gram sukker
2 spsk citronsyre

1. Skyl hyldeblomsthovederne godt.
2. Læg hyldeblomsterne i en stor skål.
3. Fordel citronskiver imellem hyldeblomsterne.
4. Kog vandet og smelt sukker og citronsyre deri.
5. Hæld lagen over hyldeblomsterne.
6. Lagen skal nu stå koldt i køleskabet i 3-4 dage.
7. Efter 3-4 dage hældes den afsiede saft på isterningposer og fryses.

Til en liter hyldeblomstsaft skal der bruges ca. 8 terninger. Dette er dog kun vejledende, da det jo er ens egen smag der afgør hvor markant en hyldeblomstsmag saften skal have. Et koldt glas med bare et strejf af hyldeblomst er også godt.